Aktiviteter

Har du lyst til at mødes med andre, der har stået i en lignende situation, som den du står i? Har du mod på viden – eller brug for et individuelt forløb? 

Hos LULU kan du deltage i forskellige aktiviteter, der på hver sin måde kan støtte dig i at håndtere den situation, du står i, og du vælger selv, om det skal være virtuelt eller i vores lokaler i København og Roskilde.

Læs mere om både forløb og fællesskaber, og om hvordan du tilmelder dig, under de enkelte aktiviteter.  

Rådgivning

Rådgivning er for dig, der er eller har været udsat for vold af en partner, og som har brug for et individuelt forløb med en fagperson.
Her er der plads til at dele konkrete problemstillinger, der kalder på handling.  

Gruppeforløb

Gruppeforløbet ‘Stå stærkere’ er for dig, som har lyst til at dele dine oplevelser og lytte til andre, der også har været udsat for vold. Gruppeforløbet består af 6-8 deltagere og er en kombination af både temaoplæg, fælles drøftelser og delinger.

TALKS

Talks er et rum for dig, der søger viden, og som gerne vil blive klogere sammen med andre, der også har været udsat for vold. Hver talk tager udgangspunkt i et oplæg og fælles samtale om partnervold, dens følgevirkninger – og alt derimellem.

Kvindekreds

Kvindekreds er for dig, der har lyst til uformelt at mødes med andre kvinder for at snakke om både de erfaringer med vold, I har til fælles – og alt det andet, I også er. Kvindekreds er et sted, hvor der er plads til at dele stort og småt, og det der stadig fylder.

Fællesspisning med børn

Fællesspisning er for dig, der har lyst til et socialt fællesskab med andre kvinder og deres børn, hvor samtalerne ikke handler om vold. Et pusterum i hverdagen, hvor du kan møde andre over et måltid og lære dem bedre at kende og tale om hverdagens store og små udfordringer.

Events

Events er for dig, der løbende vil dele sjove og positive oplevelser med andre. Aktiviteterne tager ofte udgangspunkt i enten noget kreativt, kropsligt eller fornøjeligt, der kan skabe møder på tværs og danne ramme om gode stunder.

SPØRGSMÅL OG SVAR

Aktiviteter hos LULU er for dig, der:

– er over 18 år
– er kvinde eller identificerer dig med det kvindelige køn
– er, eller har været, udsat for partnervold. 

Flere af vores aktiviteter er forbeholdt kvinder, der har forladt den partner, der brugte vold imod dem. Det skyldes, at vi vurderer, at det er mest hensigtsmæssigt for både dig, der aktuelt er i volden, og for de kvinder, du eventuelt ville møde.

LULU er ikke stedet for dig, der har brug for hjælp i en akut og potentiel farlig situation.

Hvis du er i livsfare, skal du ringe tlf. nr 112 med det samme!

Hvis du befinder dig i en akut eller potentiel farlig situation, skal du straks ringe til Lev Uden Volds hotline på tlf. nr. 1888. De har døgnåbent og sidder klar til at hjælpe dig.

For at tilmelde dig og deltage i vores aktiviteter, skal du oprette en bruger hos LULU.
Når du har gjort det, tilmelder du dig under de enkelte aktiviteter. Først når du har modtaget en bekræftelse fra os, er du endelig tilmeldt.

Hvis du ikke allerede har deltaget i en visitationssamtale, vil vi invitere dig til en, før du kan deltage i forløb og aktiviteter.

LULU specialiserer sig i arbejdet med kvinder udsat for vold.

Identificerer du dig som mand eller med det mandlige køn, henviser vi dig i stedet til Mandecentret eller Tårnbyhus Krisecenter for LGBT+ personer.
Hvis du selv udøver vold mod din partner, kan du søge råd og vejledning hos Dialog mod Vold
Er du udsat for æresrelateret vold, henviser vi til RED.
Hvis du er barn eller ung under 18 år, kan du kontakte Bryd Tavsheden.

Du kan altid ringe til Lev Uden Vold på tlf. nr. 1888, hvis du vil høre mere om de forskellige tilbud på voldsområdet.

Alle vores aktiviteter er gratis for dig, uanset om du vil deltage i forløb, fællesaktiviteter eller events.

Der er desværre mange, der har brug for hjælp og LULUs forskellige tilbud. Du kan derfor opleve, at der er ventetid på særligt rådgivnings- og gruppeforløb.

Vi anbefaler altid, at du tilmelder dig og afventer nærmere information om, hvordan det ser ud for lige netop det forløb eller den aktivitet, du er interesseret i.

Forlad siden