Video

Mange kvinder, der har været udsat for vold, står tilbage med samme spørgsmål, forvirring eller undren. 
 
I videoerne svarer LULUs rådgivere og gruppeledere på nogle af de spørgsmål, som oftest bliver stillet.

Her kan du også få mere viden om, hvordan vold kan udspille sig og se ud, hvordan vold kan påvirke dig – og hvad du kan gøre, hvis du genkender symptomerne på, at du har været udsat for vold.

Er jeg, eller har jeg været, udsat for vold i mit parforhold?

Mange er i tvivl om, de er eller har været udsat for vold. Det kan være svært at gennemskue, da der netop er flere oldsformer, som kommer til udtryk på forskellige måder – og som kan være svært at gennemskue, når man står midti det. I denne video taler vi derfor om, hvad der kendetegner partnervold og de forskellige voldsformer.

Hvorfor er det så svært at forlade et voldeligt forhold?

Mange har måske hørt fra andre eller spurgt dig selv: ”Hvorfor gik jeg ikke bare?”. En af forklaringerne er, at de voldelige handlinger oftest ikke er noget, der starter fra den ene dag til den anden – og ofte eskalerer de og/eller ændrer form over tid. I denne video taler vi derfor om bl.a. voldsspiralen, når vi sætter spot på de mekanismer, der kan gøre det svært at forlade en partner, der udøver vold.

Hvorfor er jeg så længe om at komme mig efter bruddet med min eks?

Mange oplever, at de ikke bare kan ryste volden af sig, når de har forladt det voldelige forhold. Det skyldes, at vold påvirker os både kropsligt, følelsesmæssigt og mentalt. I denne video taler vi derfor om følgevirkninger af vold, og hvad du kan gøre, når du mærker konsekvenserne.

Hvordan kan det være, at jeg reagerer, som var jeg stadig i volden?

Kroppen kan reagere voldsomt, fordi kroppen husker og kan koble tidligere oplevelser med noget, der sker her og nu – og så selvom man er ude af det voldelige forhold. Som om, at fortiden pludselig kommer til stede i nutiden. I denne video taler vi derfor om, hvad triggers er, og hvordan vi kan både lytte til og arbejde med dem.

Hvordan får jeg ro, når min krop er i uro?

Det er en naturlig konsekvens at mærke udsving i nervesystemet (f.eks. ekstrem træthed, uro eller stress), når man har været udsat for vold. Selvom man ikke kan styre dit nervesystem, kan man hjælpe det med at få mere ro. I denne video sætter vi spot på, hvordan man over tid kan skabe en større kropslig balance og giver dig konkrete øvelser.

Hvordan passer jeg bedre på mig selv i relationer?

Det er normalt, at et voldeligt forhold også præger, hvordan du er i andre og fremtidige relationer. I denne video taler vi derfor om, hvordan dine øvrige relationer kan blive påvirket, og hvordan du med den opmærksomhed kan øve dig i at være i relationer på en måde, der også giver plads til dig.

AKTIVITETER

Hos LULU har vi en række forskellige aktiviteter, der alle henvender sig til dig, der har oplevet vold i et parforhold.

Vi har både online aktiviteter og aktiviteter hvor vi mødes. Bliv en del af fællesskabet.

Forlad siden