Rådgivning for dig, der har været udsat for vold af en partner
Uanset om du oplever eller har oplevet psykisk vold, fysisk vold, økonomisk vold, digital vold, seksualiseret vold eller materiel vold, er du velkommen til at få støtte hos os.
Rådgivning kan være relevant for dig, der er ved at forlade eller netop har forladt den partner, der udøvede vold mod dig. Men rådgivningsforløb kan i lige så høj grad være for dig, der har forladt volden for længe siden – eller først lige har fået øje på den.
Rådgivning kan bl.a.:
Støtte dig i at bryde med volden
Give værktøjer til at bearbejde eftervirkningerne
Være sparring og vejledning til at komme videre efter et brud
Støtte i forbindelse med samarbejde om fælles børn mv.
Det praktiske
Her er en samling af den vigtigste information til dig, der overvejer at starte et rådgivningsforløb.
Visitationssamtale: Inden du tilmeldes rådgivning (eller andre aktiviteter hos LULU) afholdes en digital visitationssamtale, hvor vi taler om dine behov, situation og ønsker.
Tidspunkt: Rådgivningssamtalerne finder typisk sted i tidsrummet mellem kl. 8 og 16, men aftales løbende mellem dig og din rådgiver.
Fortrolighed: Rådgiveren er underlagt tavshedspligt.
Sted: Via Microsoft Teams eller FaceTime, medmindre andet aftales
Varighed: I samarbejde med din rådgiver beslutter i, hvilken varighed forløbet ca. forventes at have.
Gratis: Du skal ikke betale for forløbet eller andre aktiviteter hos LULU.
Er et rådgivningsforløb relevant for dig? Så kan du tilmelde dig her på siden, og vi vil kontakte dig for nærmere aftale om en visitationssamtale.