Desværre har vi i øjeblikket ikke mulighed for at tage imod nye tilmeldinger til vores rådgivnings- og gruppeforløb. Det skyldes, at finansieringen af vores forløb i 2027 endnu ikke er afklaret. Vi forventer at vide mere i slutningen af året og vil opdatere vores hjemmeside, så snart vi har en afklaring
Vi ved, at det kan være svært at bede om hjælp, og vi vil derfor gerne pege på andre muligheder i mellemtiden. Du kan kontakte Lev Uden Vold på telefon 1888 eller Sig Det Til Nogen, som begge tilbyder rådgivning til kvinder, der har været udsat for vold.
Du er også meget velkommen til at benytte LULUs øvrige tilbud på www.lulu.dk, hvor du blandt andet finder brevkassen, podcasts, videoer og vores voldsfaglige ordbog.
De varmeste hilsner
LULU
København & Online
Rådgivning for dig, der har været udsat for vold af en partner
Uanset hvilken voldsform, du har oplevet – om det bl.a. er psykisk vold, fysisk vold, økonomisk vold, digital vold, seksualiseret vold eller materiel vold – er du velkommen til at få støtte hos os.
LULU tilbyder fagprofessionel og fortrolig rådgivning til kvinder, der er eller har været udsat for vold af en partner. Forløbene er individuelle, og fokus for forløbet aftales mellem dig og din rådgiver, så det tager udgangspunkt i dine behov og i den situation, du står i.
rådgivning – for dig, der har lyst til ændring
Rådgivning kan være relevant for dig, der er ved at forlade eller netop har forladt den partner, der udøvede vold mod dig. Men rådgivningsforløb kan i lige så høj grad være for dig, der har forladt volden for længe siden – eller først lige har fået øje på den.
Rådgivning kan bl.a.
- Støtte dig i at bryde med volden
- Værktøjer til at bearbejde eftervirkningerne
- Sparring og vejledning til at komme videre efter et brud
- Støtte i forbindelse med samarbejde om fælles børn mv.
Det Praktiske
Her er en samling af den vigtigste information til dig, der overvejer at starte et rådgivningsforløb.
- Visitationssamtale
Inden du tilmeldes et rådgivningsforløb (eller andre aktiviteter hos LULU) afholdes en digital visitationssamtale, hvor du og en fra visitationsteamet taler sammen om dine behov, situation og ønsker til forløbet. - Tidspunkt
Rådgivningssamtalerne finder typisk sted i tidsrummet mellem kl. 8 og 16, men aftales løbende mellem dig og din rådgiver. - Fortrolighed
Rådgiveren er underlagt tavshedspligt. - Sted
I LULUs hyggelige lokaler centralt i København eller online. Det aftales individuelt med din rådgiver. - Varighed
I samarbejde med din rådgiver beslutter i, hvilken varighed forløbet ca. forventes at have. De fleste forløb er mellem 3 og 8 gange. - Gratis
Du skal ikke betale for forløbet eller andre aktiviteter hos LULU.
Er et rådgivningsforløb relevant for dig?
Så kan du tilmelde dig her på siden, og vi vil kontakte dig for nærmere aftale om en visitationssamtale.

