Desværre har vi i øjeblikket ikke mulighed for at tage imod nye tilmeldinger til vores rådgivnings- og gruppeforløb. Det skyldes, at finansieringen af vores forløb i 2027 endnu ikke er afklaret. Vi forventer at vide mere i slutningen af året og vil opdatere vores hjemmeside, så snart vi har en afklaring
Vi ved, at det kan være svært at bede om hjælp, og vi vil derfor gerne pege på andre muligheder i mellemtiden. Du kan kontakte Lev Uden Vold på telefon 1888 eller Sig Det Til Nogen, som begge tilbyder rådgivning til kvinder, der har været udsat for vold.
Du er også meget velkommen til at benytte LULUs øvrige tilbud på www.lulu.dk, hvor du blandt andet finder brevkassen, podcasts, videoer og vores voldsfaglige ordbog.
De varmeste hilsner
LULU
KØBENHAVN OG ONLINE
Stå stærkere – et gruppeforløb for dig, der har været udsat for vold
Mange kvinder, der har været udsat for vold (psykisk, fysisk, seksualiseret, digital, materiel osv.) oplever efterfølgende ensomhed og en følelse af forkerthed.
Derfor tilbyder LULU gruppeforløb for kvinder, der har levet i et voldeligt parforhold. I gruppeforløbet får du viden, spejling og støtte, så du kan stå stærkere og begynde at genopbygge tilliden til dig selv og dine egne ressourcer.
Forløbet ledes af en voldsfaglig gruppeleder og giver dig mulighed for at arbejde med dig selv, bearbejde voldens følgevirkninger og finde styrke i et fællesskab med andre kvinder i samme situation.
I forløbet “Stå stærkere” er der plads til, at du kan forholde dig til, hvordan det er og har været for dig.
Du får mulighed for at arbejde med og blive bevidst om egne følelser, behov og ressourcer. Du møder et trygt rum med hjælp til at håndtere følgerne efter vold og blive opmærksom på, hvordan du kan genfinde dig selv efter volden.
Hvad indebærer gruppeforløbet?
Forløbet kombinerer samtale, viden og terapeutiske greb i et trygt rum ledet af en fagperson med voldsfaglig erfaring. Det indebærer bl.a.:
- Fælles check-in med gruppen.
- Oplæg om relevante temaer inden for vold og dens følgevirkninger.
- Faciliterede samtaler, hvor du kan dele refleksioner og stille spørgsmål.
- Fokus på både krop, følelser og forståelse – fordi kroppen husker volden.
- Hjemmeopgaver, der understøtter din personlige udvikling.
Hvad er det ikke?
- Det er ikke et forløb, hvor du deler hele din historie.
- Det er ikke ren terapi, men en blanding af undervisning, samtale og terapeutiske værktøjer.
- Det er ikke for dig, der stadig befinder dig i et voldeligt forhold.
det praktiske
- Forløbet strækker sig over 8 gange á 2 1/2 – 3 timer.
- LULUs gruppeforløb afholdes enten fysisk i LULUs lokaler i København eller online i vores trygge møderum her på siden.
- Der er maks. 8 kvinder i den fysiske gruppe og maks. 6 kvinder i onlinegruppen.
- Alle i gruppen har tavshedspligt.
- Du skal have minimum et halvt års afstand til det voldelige forhold.
- Du forpligter dig til at deltage hver gang, så fællesskabet kan udvikle sig.
- Du skal ikke betale for gruppeforløbet.

