Double bind

Et double bind, på dansk kaldet en dobbeltbinding, er en kommunikationsform, hvor den udsatte stilles over for to modsatrettede krav eller forventninger, som begge skal opfyldes, men hvor det er umuligt at gøre det uden at fejle. Den udsatte befinder sig i et psykologisk dilemma, hvor enhver reaktion fører til kritik, straf eller skyldfølelse.

I et voldeligt parforhold kan double bind ofte bruges som en måde at skabe forvirring, kontrol og magtesløshed hos den udsatte. Det kan føre til en oplevelse af aldrig at kunne gøre det rigtige, uanset hvad der gøres eller siges. Over tid kan dette underminere selvværdet og skabe dyb tvivl i den udsattes egne følelser og vurderinger.

Eksempler på dette kan være:

  • Krav om nærhed og afstand på samme tid: Den voldsudøvende partner kan kræve opmærksomhed og kærlighed, men samtidig afvise det, når det gives. f.eks. ved at sige “du giver mig aldrig opmærksomhed, du er så selvoptaget” og når den udsatte så giver opmærksomhed, blive mødt med f.eks.  “lad mig nu være i fred, du skal altid forstyrre mig”
  • Skiftende forventninger: Den voldelige partner kan italesætte en forventning om at den udsatte skal vise ærlighed og åbenhed, men den udsatte oplever samtidig at blive straffet eller udskammet, når der vises sårbarhed eller ærlige følelser. Der opstår en dobbelt straf: én for at tie og én for at tale.
  • Modstridende beskeder i ord og handling: Partneren siger f.eks. “Jeg elsker dig” samtidig med at vedkommende udøver kontrol, ydmyger eller truer. Den følelsesmæssige logik kollapser, og det bliver svært at forstå, hvad der er sandt
  • Skyldlægning uanset adfærd: Uanset om der protesteres eller forsøges at tilpasse sig, bliver den udsatte gjort ansvarlig for partnerens dårlige humør, vrede eller voldelige adfærd. Ethvert valg bliver “forkert”.

Double bind bruges ofte ubevidst som en magtstrategi i voldelige relationer. Det kan gøre det vanskeligt at sætte grænser, sige fra eller forlade forholdet, fordi virkeligheden kan blive utydelig og modstridende. At sætte ord på mekanismer som double bind kan være en hjælp til at genkende mønstre og genetablere tillid til egne oplevelser og følelser.

Forlad siden