Golden child

‘Golden child’ er et begreb, der beskriver et barn, som bliver gjort til den “særlige” eller foretrukne i familien. Barnet får ofte mere ros, opmærksomhed og anerkendelse end sine søskende. I familier præget af vold, psykisk vold eller kontrol kan denne favorisering være en del af en manipulerende familiedynamik, hvor den voldelige forælder skaber splid og ubalance mellem familiens medlemmer.

I nogle familier behandler den voldelige eller kontrollerende forælder børnene meget forskelligt. Ét barn bliver fremhævet som det dygtige, loyale eller særlige barn (golden child) Et andet barn kan samtidig blive kritiseret, gjort ansvarligt for familiens problemer eller opleve aldrig at kunne gøre noget rigtigt. Dette barn bliver således syndebuk, kaldes også scapegoat.

For barnet, der bliver gjort til golden child, kan rollen umiddelbart se positiv ud. Barnet får ros, opmærksomhed og oplever måske en særlig tæt relation til den voldelige forælder. Men rollen er ofte betinget af, at barnet lever op til bestemte forventninger og viser loyalitet. Hvis barnet siger fra eller ikke længere opfylder den rolle, den voldelige forælder ønsker, kan favorisering hurtigt blive erstattet af kritik eller afvisning.

Samtidig kan rollen skabe afstand til søskende og den anden forælder. Den voldelige forælder kan bruge golden child til at skabe alliancer, viderebringe beskeder eller styrke sin kontrol over familien. Det kan føre til konflikter, skyldfølelse og loyalitetskonflikter, som barnet ikke selv har ansvar for.

Barnet, der bliver gjort til scapegoat, oplever ofte det modsatte. Det kan blive mødt med kritik, afvisning eller urimelige beskyldninger og kan udvikle en følelse af aldrig at være god nok. Begge roller kan være skadelige, selvom de ser meget forskellige ud.

I familier med vold eller psykisk kontrol handler golden child-rollen derfor ikke om kærlighed eller særlige evner. Den handler om en usund magtbalance, hvor børnene bliver tildelt roller, som hjælper den voldelige forælder med at bevare kontrol over familien. Begge børn kan blive påvirket af dynamikken og have brug for støtte til at forstå, at rollerne ikke siger noget om deres værdi som mennesker.

Forlad siden