Kognitiv dissonans
Kognitiv dissonans er en oplevelse af indre modstridende tanker og følelser. I et forhold med vold kan det beskrive den indre konflikt og uro, der opstår, når den udsattes oplevelse af virkeligheden, ikke stemmer overens med personens egne tanker, følelser eller overbevisninger.
Når der er vold, vil den udsatte ofte opleve, at der ikke er overensstemmelse mellem ord og handlinger. Det kan f.eks. være, at den udsatte elsker udøver samtidig med at udøver kontrollerer, skader eller ydmyger den udsatte. Den udsatte kan have en indre fornemmelse af at det føles forkert at være i forholdet samtidig med at personen bliver.
Denne indre splittelse kaldes kognitiv dissonans. Det betyder, at følelser og handlinger ikke hænger sammen. Det skaber indre uro, skyld og tvivl. En tvivl der gør det svært at træffe beslutninger og stole på sig selv.
Når der er vold i parforhold, vil den udsatte ofte opleve manipulation, skyldfølelse og forvirring.
Den partner der bruger vold kan måske veksle mellem vold og kærlighed, kritik og ros, trusler og undskyldninger. Det skaber modstridende billeder af virkeligheden, og får den udsatte til at tvivle på, hvad der er rigtigt og forkert. Den mekanisme kan være med til at få den udsatte til at tvivle endnu mere på sig selv og tvivle på om det personen mærker er rigtig eller forkert. Især hvis den udsatte er mere isoleret og ikke kan dele sine oplevelser med andre end udøver. Hvilket igen kan styrke udøvers magt og kontrol og medvirke til at den udsatte bliver og føler sig endnu mere afhængig af sin partner.