Upskirting

‘Upskirting’ er, når en person tager et billede eller en video op under en andens tøj uden samtykke. Formålet er typisk seksuelt eller krænkende, og den udsatte ved ofte ikke, at optagelsen finder sted. Upskirting er en seksuel krænkelse og en form for digital vold, som ikke kun kan ske fra en ukendt gerningsmand, men også kan forekomme i et parforhold.

Mange forbinder upskirting med situationer, hvor en fremmed tager billeder på offentlige steder. Men handlingen kan også finde sted i en nær relation, hvor en partner tager billeder eller videoer uden samtykke som en del af et mønster af kontrol, magt eller seksuelle grænseoverskridelser.

For nogle sker det i hjemmet, mens de sover, klæder om eller opholder sig i situationer, hvor de forventer at kunne føle sig trygge. Andre opdager, at intime billeder er blevet taget under en ferie, til en fest eller i andre hverdagsøjeblikke. Fælles er, at samtykket mangler.

Oplevelsen kan føre til en følelse af skam, utryghed og tab af kontrol over egen krop. Mange bliver usikre på, om billederne er blevet gemt, delt eller vist til andre. Hvis en partner truer med at offentliggøre billederne eller bruger dem til at skræmme, presse eller fastholde den udsatte i forholdet, bliver upskirting samtidig en del af den psykiske vold og den tvangskontrol, der kan præge et voldeligt forhold.

Upskirting handler ikke om flirt eller misforståelser. Det handler om at overskride et andet menneskes grænser og tage kontrollen over noget, der tilhører den udsatte alene, retten til egen krop, privatliv og seksualitet.

Ingen har ret til at tage eller dele intime billeder uden samtykke. Hvis det sker, er ansvaret altid hos den person, der vælger at krænke den andens grænser.

Forlad siden