Sex uden samtykke

Sex uden samtykke er seksuel kontakt eller seksuelle handlinger, som en person ikke frivilligt har sagt ja til. Samtykke skal være frivilligt, og det skal være muligt at sige nej eller trække sit ja tilbage. Det gælder også i et fast parforhold eller ægteskab.

Sex uden samtykke kan se forskelligt ud. Det kan være, at en person siger nej, skubber den anden væk eller på anden måde viser, at vedkommende ikke ønsker seksuel kontakt. Men det kan også være, at personen ikke siger noget, fordi vedkommende er bange, føler sig presset eller “fryser” i situationen.

Når man lever med vold, kan det være særligt svært at sige nej. Hvis et nej tidligere har ført til vrede, trusler, straf, kulde eller vold, kan man begynde at give efter for at undgå konsekvenserne. Udefra kan det ligne et samtykke, men hvis man siger ja, fordi man er bange eller føler, at man ikke har noget reelt valg, er situationen ikke frivillig.

Sex uden samtykke kan også ske gennem manipulation eller pres. Det kan eksempelvis være en partner, der bliver ved med at presse, indtil den anden giver efter, bruger skyld eller skam, truer med at forlade forholdet eller på anden måde får den anden til at føle, at man skylder sex.

Det kan være svært at forstå eller sætte ord på, at man har været udsat for sex uden samtykke, når det er sket med en partner. Nogle tænker måske: “Jeg sagde jo ikke nej” eller “Jeg lod det bare ske.” Men det er ikke det samme som at have sagt ja.

Samtykke handler om mere end fraværet af et nej. Det handler om et frivilligt ja. Man må altid ændre mening undervejs, også selv om man først har sagt ja, og også selv om man tidligere har haft sex med personen.

Efter at have oplevet sex uden samtykke kan det være svært at stole på egne grænser eller forstå det, man har været udsat for. Nogle kan føle skam eller skyld og tænke, at de selv burde have sagt tydeligere fra. Ansvaret for at respektere en seksuel grænse ligger imidlertid ikke hos den, der får sin grænse overskredet.

Forlad siden