Blame Shifting
Blame shifting i et voldeligt forhold er en manipulationsteknik, hvor den voldelige partner undgår ansvar for deres handlinger ved at give den udsatte skylden for disse handlinger. I stedet for at tage ejerskab over deres adfærd, forsøger de at dreje situationen, så det fremstår som om, det er den udsattes skyld, at volden finder sted. Dette skaber forvirring, skyldfølelse og tvivl hos den udsatte og fastholder den voldelige partners kontrol.
I et voldeligt forhold kan blame shifting ske på forskellige måder:
- Rationalisering af volden: Den voldelige partner kan sige ting som: “Jeg slog dig, fordi du provokerede mig” eller “Hvis du ikke havde gjort mig så vred, var det her aldrig sket.” På den måde overfører de ansvaret for deres vold til den udsatte.
- Gøre den udsatte ansvarlig for volden: De kan beskylde den udsatte for at være årsagen til problemerne i forholdet, f.eks.: “Hvis du bare var mere kærlig, ville jeg ikke være så frustreret” eller “Du gør mig så jaloux, det er derfor jeg reagerer sådan.”
- Minimering af deres adfærd: Den voldelige partner kan bagatellisere deres handlinger og få den udsatte til at virke som den overreagerende, ved at sige ting som: “Du overdriver, det var jo bare et skub” eller “Alle par skændes, du er bare for følsom.”
Blame shifting forstærker den magtubalance, der er i forholdet, og får den udsatte til at tvivle på sin egen opfattelse af virkeligheden. Det kan gøre det svært for den udsatte at genkende, at de er udsat for vold, fordi de konstant bliver beskyldt for at være problemet. Dette kan føre til, at den udsatte begynder at ændre adfærd i et forsøg på at undgå volden, selvom problemet reelt ligger hos den voldelige partner.
Blame shifting bruges til at undgå ansvar, manipulere den udsatte og fastholde kontrollen i forholdet.