Hoovering
‘Hoovering’ i en relation med partnervold refererer til en manipulerende taktik, hvor den voldelige eller kontrollerende partner forsøger at trække den anden person tilbage i forholdet, ofte efter et brud eller en periode med adskillelse. Ordet kommer fra ‘hoover’, som en støvsuger, der symbolsk “suger” den udsatte tilbage i relationen.
Hoovering kan foregå på forskellige måder:
- Flatterende adfærd: Den voldelige partner kan forsøge at vinde den anden tilbage ved at udtrykke kærlighed, fortrydelse eller ved at love forandring, “jeg vil aldrig gøre det igen” eller “jeg har forandret mig”.
- Manipulativ adfærd: Udøveren kan igennem manipulering påføre skyldfølelse, frygt eller afhængighed hos den udsatte. Dette ved f.eks. at sige, at de ikke kan leve uden dem, eller at de vil skade sig selv, hvis den udsatte partner ikke kommer tilbage.
- Løfter om forandring: Den voldelige partner lover ofte at søge hjælp, gå i terapi eller gøre alt, hvad der skal til for at rette op på forholdet, selvom sådanne løfter sjældent bliver opfyldt.
- Aggressiv adfærd: I nogle tilfælde kan hoovering også involvere trusler eller skræmmende adfærd, hvor den voldelige partner forsøger at intimidere den anden til at vende tilbage.
Formålet med hoovering er at genvinde kontrol over den anden person og forhindre dem i at forlade forholdet permanent. Dette kan gøre det svært for den udsatte, at forlade forholdet, da hoovering ofte udnytter følelser som skyld, kærlighed eller frygt.