Kærlighedsbombning

Kærlighedsbombning, som nok mest er kendt som det engelske ord ‘lovebombning‘, refererer til en manipulerende taktik, hvor en person overøser en anden med overdreven kærlighed, opmærksomhed, gaver og omsorgsfulde handlinger.

Denne adfærd forekommer typisk i starten af en relation, og kærlighedsbombning kan være særligt udtalt i forhold, der senere udvikler sig til at være voldelige eller dysfunktionel, idet kærlighedsbombning kan blive brugt til at skabe et ulige magtforhold i relationen. Hvilket typisk er kendetegnende for parforhold, hvor der bliver brugt vold. Det er vigtigt at bemærke, at selvom kærlighedsbombning i nogle tilfælde kan være en forløber for en voldelig eller kontrolorienteret adfærd, betyder det ikke nødvendigvis, at alle, der overøser en med kærlighed, vil udvise skadelig adfærd senere i forholdet.

Nogle kendetegn ved kærlighedsbombning inkluderer:

  • Intensiv kærlighed og opmærksomhed: Udøver investerer masser af tid og energi i at overøse deres partner med overvældende kærlighed og opmærksomhed. Dette kan inkludere hyppige komplimenter, konstant kontakt og gaver, hvilket kan opfattes som omsorg, men oftest er et udtryk for at forsøge at opnå kontrol i relationen. Det kan også være meget tidligt i forholdet at sige “jeg elsker dig” eller “jeg er din for evigt”.
  • Hurtig progression i forholdet: Udøver forsøger ofte at accelerere tempoet i forholdet ved f.eks. at erklære sin kærlighed få dage efter første møde, at flytte hurtigt sammen, tidligt snakke om at få børn sammen.
  • Idealisering af partneren: Udøver har en tendens til at idealisere deres partner og placere dem på en piedestal. De kan fremstille deres partner som perfekt og ufejlbarlig, og mange beskriver relationen som “meant to be” eller “soulmates”.
  • Isolation: En del af kærlighedsbombningen kan også være at isolere partner fra venner og familie. Dette skaber en afhængighed og gør det sværere for den udsatte at søge støtte uden for forholdet.
  • Manglende grænsesætning: Udøver kan have svært ved at respektere partnerens grænser og individuelle behov. De kan insistere på at være en del af alle aspekter af partnerens liv og kan reagere negativt, hvis der sættes grænser. Nogle beskriver, hvordan det kunne komme til udtryk ved små hverdagsting såsom at gå alene i bad, på toilettet eller altid have sin telefon på højtaler i samtaler.

Kærlighedsbombing kan have mange negative konsekvenser for den udsatte, herunder at skabe en følelse af afhængighed, forvirring og overvældelse. Den partner der udsættes for kærlighedsbombning kan føle sig forpligtet til at give efter for den partner, der bruger kærlighedsbombning.

Forlad siden