Skam

Skam kan opstå, når man igen og igen bliver nedgjort, kritiseret, kontrolleret eller får at vide, at man selv er skyld i problemerne. En partner kan eksempelvis sige, at man er for følsom, besværlig, dårlig som mor eller partner, eller at volden sker på grund af ens egen opførsel.

Over tid kan den måde at blive behandlet på påvirke ens billede af sig selv. Det, der begyndte som partnerens ord eller handlinger, kan langsomt blive til ens egen indre stemme. Man kan begynde at tænke: “Der må være noget galt med mig” eller “Jeg burde have vidst bedre.”

Skam kan også være forbundet med selve volden. Det kan føles skamfuldt at fortælle andre, at man er blevet slået, kontrolleret, ydmyget eller udsat for seksuelle overgreb. Nogle kan være bange for ikke at blive troet eller for, at andre tænker, at man selv har valgt forholdet og derfor burde kunne gå.

For nogle bliver skammen særligt stærk efter et brud. Man kan se tilbage på forholdet og spørge sig selv, hvorfor man blev så længe, hvorfor man ikke sagde fra tidligere, eller hvorfor man gik tilbage. Men vold udvikler sig ofte gradvist, og den, der udsættes for den, tilpasser sig løbende for at skabe mest mulig sikkerhed i en svær situation.

Skam kan derfor være med til at holde en person isoleret. Jo mere skamfuld man føler sig, desto sværere kan det være at række ud efter hjælp eller fortælle, hvad der faktisk foregår.

Det kan være vigtigt at skelne mellem skyld og skam. Skyld handler om at have gjort noget forkert. Skam handler om at føle, at man selv er forkert. Når man har været udsat for vold, kan man føle begge dele, selv om ansvaret for volden ligger hos den, der udøver den.

Skam bliver ofte mindre, når det, man har oplevet, kan deles med et andet menneske uden fordømmelse. At kunne fortælle sin historie og blive mødt med forståelse kan være et vigtigt skridt i retning af igen at kunne se sig selv som et helt menneske – og ikke som det, man er blevet fortalt, at man er.