Verbale overfald
Verbale overfald beskriver, når en person udsættes for krænkende, truende, ydmygende eller nedladende ord og ordstrømme, som har til formål at såre, skræmme, kontrollere og/eller nedbryde.
Når verbale overfald sker ofte, vedvarende og virker nedbrydende er det forbundet med psykisk vold.
Det kan bl.a. komme til udtryk ved:
- Nedladende kommentarer: Brug af fornærmelser eller nedladende sprog for at ydmyge partneren eller stikke til personlige sårbarheder f.eks. “du er jo ikke rigtig rask”, “hvad mere kunne man forvente af én som dig”, “det kan man forvente af en med din intelligens”.
- Trusler: At true med skade eller skabe negative konsekvenser f.eks. “hvis jeg fortæller dine venner om det her, vil de synes, du er sindssyg”.
- Skældsord: At bruge voldsomt, vulgært eller seksuelt nedværdigende sprog for at angribe og såre partneren f.eks. “din luder”, “fede ko”.
- Ydmygelser: At blive skældt ud eller talt ned til foran venner, familie eller i generel offentlighed
Verbale overfald kan også medvirke til, at den, der er udsat, får undvigende eller ufri adfærd, hvor den udsatte forsøger “at undgå at udløse overfaldene” ved f.eks. ikke at gøre eller sig bestemte ting. På den måde kan de verbale overforhold bidrage til en indirekte kontrol af, hvordan den udsatte handler og ytrer sig.