Omvendt fodlænke

Når man har levet eller lever i en relation, hvor der er vold, kan der være situationer, hvor der er behov for særlig beskyttelse mod, at udøveren opsøger eller følger efter den udsatte. En omvendt fodlænke er et nyt redskab, der skal gøre det sværere for en udøver af vold eller stalking at opsøge den udsatte, når der er givet et opholdsforbud.

Hvad er en omvendt fodlænke?

En omvendt fodlænke er en GPS-fodlænke, som den person, der har fået et opholdsforbud, kan blive pålagt at bære. Fodlænken registrerer personens færden og kan bruges til at kontrollere, om opholdsforbuddet bliver overholdt. Det kaldes en omvendt fodlænke, fordi det ikke er den udsatte, der skal bære den eller begrænse sin færden, det er den person, som forbuddet gælder for.

I Danmark trådte en forsøgsordning i kraft 1. juli 2025. Ordningen kan blandt andet anvendes i sager om partnervold og stalking, hvor et opholdsforbud vurderes nødvendigt, og hvor elektronisk kontrol er nødvendig for at sikre, at opholdsforbuddet bliver overholdt. Et påbud om elektronisk kontrol kan gives i op til ét år.

Formålet er at styrke beskyttelsen af den udsatte og samtidig give større mulighed for at håndhæve et opholdsforbud. Det kan for eksempel være relevant, hvis en partner eller tidligere partner gentagne gange har opsøgt, fulgt efter eller på anden måde forfulgt den udsatte.

Den omvendte fodlænke ændrer dermed på et vigtigt princip: Det er udøveren, der skal begrænse sin færden, ikke den udsatte. Tanken er, at den udsatte i højere grad skal kunne bevæge sig rundt og leve sit liv uden selv at skulle ændre hverdagen for at undgå den person, der har udsat denne for vold eller stalking.

Ordningen er en forsøgsordning, og den er ikke automatisk en del af alle sager om partnervold eller stalking. Det er myndighederne, der vurderer, om betingelserne for opholdsforbud og elektronisk kontrol er opfyldt.

Secret Link
Forlad siden