Partnervold

Partnervold er vold, overgreb eller skadelig adfærd, der udøves af en nuværende eller tidligere partner. Partnervold handler ofte om et mønster, hvor den ene partner forsøger at opnå eller fastholde magt og kontrol over den anden gennem handlinger, der skader, begrænser eller skaber frygt. Partnervold kan ramme mennesker uanset køn, alder, seksualitet, kultur eller social baggrund.

Partnervold handler ikke kun om enkelte voldelige handlinger, men ofte om en dynamik, hvor den udsattes frihed, tryghed og selvbestemmelse gradvist bliver begrænset. Volden kan være tydelig og direkte, men den kan også være skjult og udvikle sig over tid gennem kontrol, manipulation og nedbrydning.

Partnervold kan tage forskellige former. De syv former for vold kan overlappe hinanden og forekomme samtidig:

Fysisk vold:
Fysisk vold er handlinger, hvor kroppen udsættes for skade, smerte eller fare. Det kan for eksempel være slag, spark, skub, fastholdelse, kvælertag eller andre former for fysisk overgreb. Fysisk vold kan også være handlinger, der skaber frygt for skade, selvom der ikke opstår synlige mærker.

Psykisk vold:
Psykisk vold handler om gentagne handlinger, der nedbryder den udsattes selvfølelse, tryghed og tillid til egne vurderinger. Det kan være gennem kontrol, trusler, ydmygelser, manipulation, isolation, overvågning eller konstant kritik. Psykisk vold kan være svær at genkende, fordi den ofte udvikler sig gradvist.

Seksualiseret vold:
Seksualiseret vold handler om handlinger, hvor den udsattes seksualitet, krop eller seksuelle grænser krænkes eller kontrolleres. Det kan for eksempel være seksuelt pres, tvang, uønskede seksuelle handlinger, nedværdigende seksualisering eller kontrol over den udsattes seksualitet og relation til egen krop.

Økonomisk vold:
Økonomisk vold handler om at kontrollere eller begrænse den udsattes adgang til penge og økonomiske ressourcer. Det kan for eksempel være at kontrollere økonomien, nægte adgang til egne penge, skabe økonomisk afhængighed eller forhindre den udsatte i at arbejde eller uddanne sig.

Materiel vold:
Materiel vold handler om at ødelægge, beskadige eller true med at ødelægge ting, der har betydning for den udsatte. Det kan være personlige ejendele, hjemmet, kæledyr eller andre ting, som bruges til at skabe frygt og vise magt.

Digital vold
Digital vold handler om at bruge teknologi til at kontrollere, overvåge, true eller krænke den udsatte. Det kan for eksempel være overvågning af telefon eller sociale medier, digitale trusler, deling af private oplysninger eller kontrol gennem digitale platforme.

Stalking
Stalking handler om gentagen og uønsket kontakt, overvågning eller forfølgelse, som skaber utryghed eller frygt hos den udsatte. Det kan for eksempel være gentagne beskeder, opkald, fysisk eller digital overvågning, opsøgen af den udsatte eller kontakt gennem andre personer. Stalking er en selvstændig strafbar handling.

De forskellige former for vold hænger ofte sammen. For eksempel kan psykisk vold, stalking og digital vold fortsætte efter et brud gennem fortsættelsesvold, hvor udøveren forsøger at bevare kontrollen over den udsatte.

Et centralt kendetegn ved partnervold er, at volden handler om magt og kontrol. Den udsattes handlinger, følelser eller forsøg på at skabe ro er aldrig årsagen til volden. Ansvaret ligger altid hos den, der udøver volden.

At forstå partnervold handler derfor ikke kun om at se på enkelte episoder, men om at forstå det mønster af kontrol, frygt og begrænsning, der kan opstå i relationen.

Forlad siden