Emotional instability

”Emotional instability”, også kaldet emotionel/følelsesmæssig ustabilitet, refererer til en tilstand, hvor følelser kan svinge kraftigt og uforudsigeligt, som en reaktion på de traumer, volden kan have skabt. Traumatiske oplevelser kan skabe en følelse af kaos, usikkerhed og manglende kontrol både i forholdet til andre og indeni til den udsatte selv.

Emotionel ustabilitet kan bl.a. opleves som:

  • Hurtige følelsesmæssige skift mellem følelser som vrede, sorg, glæde eller frygt uden en umiddelbar åbenlys årsag.
  • Intense følelser: Følelser kan opleves meget stærkere end tidligere, hvilket kan gøre det sværere at finde ro. Selv mindre stressfaktorer kan føles overvældende og uhåndterbare.
  • Overreaktioner: Små konflikter eller udfordringer kan udløse store reaktioner, fordi nervesystemet allerede er belastet og konstant på vagt.
  • Følelsesmæssig tomhed: Modsat de intense følelser kan der være perioder, hvor man føler sig mere ”flad”, frakoblet eller tom indeni. Dette kan være en overlevelsesstrategi som beskyttelse mod overvældende følelser.
  • Problemer med at regulere følelser: Det kan føles svært at finde balance i følelserne eller berolige sig selv, fx ved tilstande præget af tristhed, vrede eller frygt.

I et voldeligt parforhold kan emotionel ustabilitet opstå af forskellige årsager, fx:

  • Traumet har påvirket nervesystemet: I et voldeligt forhold har den voldsudsattes krop og sind ofte været i en konstant alarmtilstand (fight, flight, freeze eller fawn) Denne tilstand af årvågenhed, kan gøre det svært at bearbejde følelser på en rolig og stabil måde.
  • Konflikten mellem kærlighed og frygt: I voldelige forhold er der ofte en cyklus af kærlighed, frygt og forsoning. Denne cyklus kan skabe forvirring og en konstant følelsesmæssig ustabilitet, fordi den udsatte på én gang længes efter tryghed og kærlighed, men også frygter sin partner.
  • Skam og skyld: Den voldsudsatte kan opleve følelser præget af skam og skyldfølelse. Det kan føre til en indre konflikt og forværre følelsesmæssige svingninger.
  • Isolation og tab af selvværd: Voldsudøver kan få den udsatte til at tvivle på eget værd hvilket for nogen også medfører en isolering fra andre. Dette kan være med til at det er svært at finde støtte og sparring til at forstå og håndtere egne følelser.
Forlad siden