Ensomhed

Man kan godt være ensom, selvom man lever sammen med et andet menneske. Når man har levet eller lever i en relation, hvor der er vold, kan det føles som om, man står alene med noget, andre ikke ser eller forstår. Måske er kontakten til familie og venner blevet mindre, eller måske har man ikke haft nogen at fortælle hele sandheden til. Efter et voldeligt forhold kan ensomheden også få en anden form, når det liv og den relation, man har kendt, ikke længere er der.

Hvad er ensomhed?

Ensomhed handler ikke kun om at være alene. Det kan også være følelsen af at mangle nærhed, fællesskab eller nogen, man kan dele sit liv med.

I en relation, hvor der er vold, kan ensomheden komme til udtryk på mange måder. Måske er man gradvist blevet isoleret fra familie, venner eller andre mennesker. Måske er det blevet svært at have kontakt med andre uden at skulle forklare sig eller være bekymret for partnerens reaktion. Man kan også føle sig alene, selv når man sidder ved siden af sin partner, hvis der ikke er plads til ens egne tanker, følelser eller behov.

For nogle bliver det også ensomt at bære på en virkelighed, som omgivelserne ikke kender. Måske har man ikke fortalt om volden, eller måske har man forsøgt at få hverdagen til at se normal ud. Det kan skabe en afstand mellem det liv, andre ser, og det liv, man selv oplever.

Efter et voldeligt forhold kan ensomheden fortsætte eller ændre sig. Man kan savne det velkendte, selvom relationen var præget af vold. Måske er der kommet mere fysisk eller følelsesmæssig afstand til andre, eller man skal finde ud af, hvem man er, og hvordan hverdagen skal se ud uden den tidligere partner.

Ensomhed ser forskellig ud. For nogle fylder den meget, for andre kommer den i perioder. Man kan længes efter andre mennesker og samtidig have brug for at være alene. Og man kan godt have mennesker omkring sig og alligevel føle sig alene.

Ensomhed handler derfor ikke nødvendigvis om, hvor mange mennesker man har omkring sig, men også om oplevelsen af at høre til, være forbundet med andre og kunne være sig selv sammen med nogen.

Secret Link
Forlad siden