Kontrol
Kontrol i et forhold med vold kan betyde, at udøver forsøger at dominere eller styre sin partners adfærd, valg og liv i et omfang, der begrænser den udsattes frihed og selvstændighed. Det kan komme til udtryk på mange forskellige måder og kan både være meget direkte og tydeligt såvel som subtilt og næsten usynligt for andre.
Kontrol har konsekvenser for den, der udsættes for det og kan over tid isolere og nedbryde den udsatte mentalt, følelsesmæssigt og fysisk. Kontrol er en måde udøver bruger og opretholder sin magt.
Kontrol i et parforhold kan f.eks. være:
- Beslutninger: Udøver træffer alle beslutninger og undlader at tage den udsattes ønsker og behov i betragtning. Det kan ske direkte ved eller det kan ske ved løbende at underkende den udsattes beslutninger. Eller ved at straffe den udsatte med stilhed, hån eller fysisk, når personen har truffet egne beslutninger
- Jalousi og overvågning: Udøver udviser overdreven jalousi og forsøger at kontrollere sin partners tøjstil og adfærd ude blandt andre. Kontrol kan blive til regler som enten siges højt eller ved at udøver straffer den udsattes adfærd på en måde, så den udsatte ikke er i tvivl om reglerne. Det kan være fysisk eller seksualiseret straf. Men også straf i form af ignorering, nedgørelse og ydmygelser. Overvågning af den udsattes adfærd på sociale og andre digitale medier er også en del af kontrollen. Ligesom udøver kan insistere på altid at hente og bringe den udsatte.
- Isolation: En anden måde at opnå kontrol er, når udøver forsøger at isolere den udsatte fra venner, familie, kolleger eller andre relationer for at gøre dem mere afhængige af udøver. Isolation kan ske ved direkte påbud eller trusler. Men kan også ske over tid ved at udøver straffer den udsatte med kritik efter samvær med andre med tavshed eller med meget kritik af den udsattes relationer. Det kan medføre, at den udsatte over tid opgiver reaktionerne i håb om at få det bedre med udøver.
- Følelsesmæssig manipulation: Er en kontrolmekanisme, hvor udøver bruger taktik som skyld, manipulation eller trusler om at forlade forholdet for at styre den udsattes følelser og adfærd. Den form for kontrol nedbryder selvværd, da udøver løbende sår tvivl ved den udsattes evner, udseende, følelser og værdi med det resultat, at den udsatte over tid kan komme til at tro på at udøver har ret og mister kontrol over sig selv.
- Økonomisk kontrol: Økonomisk magt eller styring er et middel til at bevare magt og fastholde den udsatte og dermed begrænse dennes handlefrihed og uafhængighed.
Ovenstående er blot nogle af de måder kontrol kan komme til udtryk på. At blive kontrolleret og styret er skadeligt for den udsatte. Kontrol kan snige sig ind i mange aspekter og kan over tid blive til en form for regime for den udsatte, hvad enten det er meget udtalt eller subtilt og næsten usynligt. Læs også om Coercive Control.