LGBT+ partnervold

LGBT+-personer kan opleve vold fra deres partner, der ligner den, der ses i heteroseksuelle og cisnormative forhold, men der kan samtidig også være særlige udfordringer og dynamikker i LGBT+ forhold, der kan gøre det ekstra svært at søge hjælp.

Udover de forskellige voldsformer (fysisk, psykisk, digital, seksualiseret, materiel og økonomisk vold) kan der særligt ved vold i queer-relationer også ske:

  • Trussel om outing:
    En partner kan true med at afsløre ens seksuelle orientering eller kønsidentitet overfor familie, arbejdsplads eller lokalsamfund, hvis man ikke gør, som de vil. Dette kan være særligt skadeligt, hvis man ikke føler sig tryg ved at være åben.
  • Internaliseret skam og minoritetsstress:
    Mange LGBT+ personer har allerede oplevet diskrimination eller afvisning i samfundet. En voldelig partner kan udnytte denne sårbarhed ved at sige ting som: “Det er fordi du er trans, at ingen andre vil have dig”eller “Ingen vil tro dig, fordi du er homo/lesbisk.”
  • Mangel på rollemodeller og synlighed:
    Da partnervold ofte bliver beskrevet i heteroseksuelle sammenhænge, kan det være sværere at genkende, at det man oplever faktisk er vold, når det sker i et LGBT+ forhold.
  • Særlige kontrolformer:
    En partner kan nægte at respektere ens navn, pronominer eller kønsudtryk.
    Der kan bruges tvang i forhold til medicin, hormoner eller behandling, fx at holde en fra at få adgang til sundhedssystemet.
  • Isolation:
    Hvis man kun har et lille netværk i LGBT+ miljøet, kan partneren udnytte det til at afskære én yderligere, fx ved at sprede rygter eller skabe konflikter i miljøet.
  • Manglende hjælp eller forståelse:
    Der kan være frygt for, at politi, krisecentre eller behandlingssystemet ikke tager ens situation alvorligt, eller ikke har viden om LGBT+ forhold.
    Nogle kan frygte yderligere diskrimination, hvis de søger hjælp.

For LGBT+ personer kan partnervold ramme ekstra hårdt, fordi den ofte spiller ind i de sårbarheder, der kan følge med at tilhøre en minoritet. Vold i LGBT+ relationer handler, ligesom i andre forhold om magt og kontrol, men kan få særlige former, fx gennem trusler om outing, misbrug af kønsidentitet eller isolation fra et lille fællesskab.

Forlad siden