Revenge porn
“Revenge porn” er et engelsk begreb for, at intime eller seksuelle billeder eller videoer bliver delt uden den afbildedes samtykke. Selvom ordet betyder ‘hævnporno’, handler det ikke altid om hævn. I mange tilfælde bruges billederne som et middel til at kontrollere, true, ydmyge eller straffe en partner eller tidligere partner. Deling af intime billeder uden samtykke er en alvorlig krænkelse og kan være en form for både digital vold, psykisk vold og seksualiseret vold.
I nogle forhold er billederne taget med samtykke og som en del af et tillidsfuldt forhold. I andre tilfælde er de taget uden den udsattes viden eller samtykke. Uanset hvordan billederne er blevet til, har ingen ret til at dele dem uden den afbildedes samtykke.
I voldelige relationer kan billeder eller videoer blive brugt som et redskab til magt og kontrol. En voldelig partner kan true med at sende dem til familie, venner, arbejdsplads eller dele dem på sociale medier, hvis den udsatte ønsker at forlade forholdet, siger fra eller ikke gør, som partneren ønsker. Nogle oplever, at truslen alene er nok til at skabe frygt og fastholde dem i forholdet, mens andre oplever, at billederne faktisk bliver delt.
For mange handler krænkelsen ikke kun om selve billederne, men om tabet af kontrol over egen krop, seksualitet og privatliv. Det kan føre til skam, skyldfølelse, angst og en oplevelse af hele tiden at være bange for, hvem der har set eller kan komme til at se billederne. Mange trækker sig fra sociale relationer eller mister følelsen af at være trygge, både online og i den virkelige verden.
Den voldelige partner kan bruge billederne til gentagne gange at minde den udsatte om, at kontrollen stadig eksisterer, også efter forholdet er slut. Derfor kan deling af intime billeder uden samtykke være en del af et større mønster af psykisk vold, tvangskontrol og digital overvågning.
At et billede er taget med samtykke betyder aldrig, at det også må deles. Samtykke til at tage et billede er ikke det samme som samtykke til at vise det til andre. Ansvaret ligger altid hos den person, der vælger at dele eller true med at dele billederne uden samtykke.