Ser jeg gamle spøgelser eller er det røde flag?

Kære Lulu,
Jeg er meget i tvivl om den relation, jeg står i nu. Om jeg er ved at ødelægge noget godt pga gamle spøgelser eller om det er skidt.
Jeg var i et voldeligt forhold for en del år siden, hvor jeg endte på krisecenter. Det var psykisk og seksuel vold. Jeg har holdt mig fra mænd siden indtil jeg mødte en mand på en dating app tilbage i november. Vi skrev meget sammen og han virkede utrolig sød. Vi havde virkelig god skriftlig kemi. Set i tilbageblikket var noget af det, han skrev måske lidt overdrevet og lovebombing-agtigt, men jeg var også meget begejret. Vi begyndte så at date ude i virkeligheden. Det var fine dyre middage og han er en smuk og charmerende mand med et godt arbejde og mange penge. Han charmerede mig fuldstændigt. Vi havde god sex, hyggede os meget, han sendte blomster og vi snakkede i telefon flere timer hver aften. Jeg troede, at jeg havde fundet min soulmate. Der var godt nok noget med hans humor, som jeg synes var lidt of. På vores første date lavede han en joke om drugrape. Vi endte hjemme hos ham, og jeg var meget overvældet af det hele. Jeg lå nøgen ved siden af en mand, jeg havde mødt for første gang og sagde at jeg synes, det lige var gået lidt stærkt. Så sagde han, at der jo ikke var sket noget, at vi jo ikke havde haft sex, altså ikke før jeg sov. Og jeg blev helt kold indvendigt. Armen det var jo bare en joke. Sådan har han lavet flere “jokes” som har fået det til at fryse indeni mig. På Valentinsdag havde han købt sådan en varmeting til mit ansigt, da jeg lider at nervesmerter. Og da han gav mig den sagde han, at det jo egentlig var for at få mig til at holde kæft, fordi han ikke gad høre på mig… Men det var jo bare en joke…
Det er ham, der har været meget fremme i skoene, men da jeg sagde til ham, at jeg var forelsket i ham og om vi var kærester nu, synes han, at det gik for stærkt. Han har to små børn med sin eks og han kunne ikke overskue hele den situation. Jeg er den første han ser efter deres brud. Det gjorde mig lidt usikker og jeg kunne mærke, at jeg trak mig. Og jeg føler, at han er blevet anderledes efter det. Han snakker grimt til mig ind imellem, og han har sagt, at jeg skal stoppe med at være så usikker og tage mig sammen. Jeg har hele tiden ondt i maven og føler, at alt hvad jeg gør og siger er forkert. Jeg har spurgt, om han stadig vil det med ham og jeg, og det siger han, at han vil. Men han er koldere og anderledes. Og hans jokes gør mig ked af det. Jeg føler mig clingy og needy og føler hele tiden, at jeg gør dumme ting, fordi jeg er usikker på, hvor jeg har ham. Vi skulle have set hinanden i weekenden, men jeg aflyse fordi jeg simpelthen ikke havde lyst. Og da jeg trak mig, skrev han mere og sødere til mig, måske fordi han fornemmede, at jeg var på vej væk. Er det mig, der skaber en dårlig dynamik, fordi jeg er præget af mine tidligere oplevelser eller er det ham, der er noget med? Jeg er i vildrede og ved ikke, om jeg skal skynde mig væk eller om han har ret i, at jeg skal tage mig sammen.
Mit nervesystem er helt ude at skide. Igår var han gået tidligt I seng, fordi han skal have sine børn idag. Jeg trængte sådan til lige at sige godnat og høre hans stemme, men vidste ikke om han sov. Så jeg fik ringet og vækket ham og han blev mega sur, og jeg føler jeg er en clingy idiot, og at jeg hele tiden gør sådanne dumme ting, fordi jeg føler mig utryg. Og det er muligt, at han dropper mig nu, hvor jeg fik vækket ham, men så løser det hele sig selv, kan man sige.
Kh. Klokkeblomst

1

Svar fra Lulu

Kære Klokkeblomst

Først og fremmest, det giver rigtig god mening, at du er i tvivl. Når man både oplever noget, der føles dejligt, og noget der samtidig gør én utryg, kan det være utrolig svært at finde ud af, hvad man skal stole på.

Det du beskriver, viser også, at du er meget opmærksom på dig selv og dine reaktioner. Du lægger mærke til, at nogle af hans jokes får dig til at fryse indeni, og at dit nervesystem reagerer. Når kroppen reagerer sådan, er det ofte dens måde at registrere, at noget føles usikkert eller potentielt farligt. Det betyder ikke nødvendigvis, at der er fare, men det er et vigtigt signal om, at noget i dig lægger mærke til noget, der ikke helt føles rigtigt.

Det lyder til at de ting, der undrer dig ved ham, eller gør dig forskrækket, går du med selv, eller får du dem delt med ham? Det er et meget genkendeligt mønster for mange, der tidligere har været i utrygge eller voldelige relationer. Måske har du i dit tidligere forhold erfaret, at det var utrygt eller ligefrem farligt at give udtryk for dine tanker og følelser – som måske efterfølgende blev gjort forkert og måske igangsatte det en vrede hos den anden.

Hvis man har haft sådan en erfaring, kan kroppen hurtigt begynde at holde igen og i stedet prøve at tilpasse sig – selvom du er i en anden relation nu. Du har en mulighed for at få af eller bekræftet din mavefornemmelse om ham du dater nu, ved at sætte ord på, hvordan noget han siger eller gør lander hos dig. For eksempel at nogle af hans jokes gør dig utilpas, her kan hans måde at møde dig på sige meget. Er han nysgerrig på din oplevelse og interesseret i at forstå din verden? Eller bliver det vendt til, at der er noget galt med dig?

Det er også værd at lægge mærke til, hvordan du beskriver din egen tilstand i relationen lige nu: at du ofte har ondt i maven, føler at du gør ting forkert, og begynder at se dig selv som “clingy” eller “needy”. De fleste mennesker har brug for tryghed, tydelighed og varme i begyndelsen af en relation, og især hvis man tidligere har været igennem noget svært. At have brug for det, gør ikke én forkert.

Det der måske er allermest tydeligt i dit brev, er egentlig noget andet. At du stopper op og spørger dig selv, hvad det er, du mærker. Du prøver ikke bare at presse dig selv til at være i noget, der føles forkert. Du er begyndt at lytte til din egen mavefornemmelse og tage dine reaktioner alvorligt.

Det er et vigtigt skridt.

Du må gerne have det, som du har det. Og i en relation må der gerne være plads til, at du kan være den, du er med dine følelser, dine grænser og dine reaktioner. At være sammen med nogen burde ikke efterlade dig med en følelse af hele tiden at gøre noget forkert eller skulle tage dig sammen.

Det du er i gang med nu, er at forsøge at forstå dig selv og dine grænser bedre. Det er ikke at ødelægge noget, det er at tage dig selv alvorligt. Og det er i sig selv meget vigtigt. 💛

De kærligste hilsner fra LULU

SKRIV EN KOMMENTAR

Forlad siden