Victim blaming

Victim blaming betyder at placere helt eller delvist ansvar for volden hos den person, der har været udsat for den. I relation til partnervold handler det om at bebrejde den voldsudsatte for enten at have fremprovokeret volden, ikke at have forladt volden, eller på anden måde at have medvirket til situationen.

Victim blaming kan forekomme i både samfundsmæssige, institutionelle og personlige sammenhænge. Det kan ske gennem spørgsmål som “hvorfor gik du ikke bare?” eller kommentarer, der antyder, at den voldsudsatte selv har et ansvar for volden. Det kan f.eks. være ved at sige:

  • “Hvad gjorde du for, at din partner blev så vred?”
  • “Du burde bare have sagt fra.”
  • “Sådan en type vælger man jo selv”

Denne form for bebrejdelse kan forstærke skam og skyldfølelse hos den voldsudsatte og gøre det sværere at søge hjælp eller anmelde volden. Det kan udløse en usikkerhed om, hvorvidt nogen overhovedet vil tro på én. Victim blaming kan derfor betyde, at den udsatte vil være tilbageholdende i at søge hjælp eller dele sine oplevelser med andre.

For en person, der har været udsat for partnervold, kan victim blaming føles som en adfærd, der er kendt fra den, der udøvede volden. Derfor kan victim blaming i sig selv føles som en ekstra krænkelse oven på de skader og den smerte, volden allerede har forårsaget.

Victim blaming hænger ofte sammen med stereotype forestillinger om køn, relationer og vold. Det kan være udtryk for manglende viden om dynamikkerne i partnervold, fx hvordan kontrol, isolation og frygt gør det vanskeligt at bryde ud af et voldeligt forhold.

Forlad siden